Airbrush og maling

På denne side kan du læse om airbrush og maling.

Følgende emner uddybes:

  • Airbrush
    • Hvad er en airbrush
    • De forskellige typer airbrush
    • Slange til airbrush
    • Kompressor
  • Maling
    • Akrylmaling
    • Fortynder
    • Primer
    • Lakering
  • Male med airbrush
    • De typiske fejl
    • Skifte maling/farve
    • Efter modellen er malet

Airbrush

Hvad er en airbrush

En airbrush kaldes nogen gange for en sprøjtepistol. Det er det samme princip i begge typer, men en sprøjtepistol anvendes typisk til maling af større emner – fx en bil. En airbrush er til maling af mindre emner.

Airbrush har været brugt siden 1893, og den gang blev den kaldt en aerograf. Den blev brugt til at forbedre billeder.

I dag bruges en airbrush oftest inden for modelbygning, men også til fx at male negle.

Airbrush med internal mix og double-action aftrækker

En airbrush består af følgende hoveddele:

  • Selve airbrush-kroppen
  • Kop, der indeholder malingen
  • Aftrækker, der bruges til at åbne for luft og maling
  • Nål, der føres tilbage eller frem ved at påvirke aftrækkeren og dermed åbner og lukker for luft og maling
  • Dyse, hvor den færdigblandede luft og maling kommer ud

De forskellige typer airbrush

Der findes to grundlæggende typer af airbrush:

  • Internal mix
  • External mix

Internal mix betyder, at maling og luft blandes inde i airbrush (under koppen). Dette giver det bedste resultat, når der skal males.

Airbrush med external mix og single-action aftrækker

External mix betyder, at maling og luft blandes uden for dysen. Denne type airbrush koster ofte under 200 kr., og kan ikke anbefales til maling af modeller, da du ikke kan styre mængden af luft og maling. Aftrækkeren kan kun åbne for luften, og når luften passerer dysen på beholderen med malingen, suges malingen op, og sprøjtes ukontrolleret ud på emnet.

Aftrækkeren på airbrush skal være af typen Double-Action.

Når aftrækkeren trykkes ned, åbnes der for luften. Dette kan gøres trinløst.

Når aftrækkeren trækkes tilbage, føres nålen bagud og dysen åbnes, så der kan komme maling og luft ud af dysen.

Slange til airbrush

For at få luft ind i airbrush, skal der påmonteres en slange.

Denne slange skal være af typen stof-slange. Billige slanger er lavet af dårlig plastik, og et lille knæk på slangen medfører, at der ikke kommer luft ind i airbrush.

Tip! På airbrush kan der med fordel monteres en lynkobling (han-del) og på slangen en hun-del, så slange og airbrush nemt kan adskilles fx i forbindelse med rengøring af airbrush.

Lynkobling. Han-del til venstre og hun-del til højre.

Kompressor

Da man som modelbygger ikke gider at puste i slangen hele tiden, skal slangen kobles på en kompressor.

Kompressor med trykregulator, vandudskiller og lufttank. Denne model har kabinet med praktisk bærehåndtag samt holdere til 2 airbrush.

Det er underordnet hvilken type kompressor, du anvender, hvis kompressoren blot opfylder disse krav:

  • Oliefri
  • Støjsvag
  • Har påmonteret en trykregulator
  • Har påmonteret en vandudskiller
  • Kan levere mere end 16 liter luft pr. minut
  • Lufttank er en særdeles god ide

Når der males med airbrush, anvendes der luft med et tryk fra 0,8 bar til 2,5 bar (11 psi til 36 psi). Jo hæjere tryk, jo flere liter luft pr. minut skal kompressoren levere.

Vandudskiller giver mulighed for at få tør luft frem til airbrush, så malingen ikke fortyndes med uønsket vand.

Skal der leveres en konstant lufttryk fra kompressoren, er lufttank en særdeles god ide, da lufttank kan fungere som buffer.

Maling

Som modelbygger har gennem tiden anvendt to forskellige typer maling:

  • Alkydmaling – fx Humbrol Enamel
  • Akrylmaling

Alkydmaling indeholder en masse giftige kemikalier og lugter ubehageligt. Humbrol Enamel kan ved længere tids konstant brug give “maler-hjerne”. Humbrol Enamel er en god maling, der hæfter på stort set alt. Når den skal påføres med airbrush, skal den fortyndes meget – typisk 1 del maling til 4 dele fortynder – og den skal påføres med et tryk på omkring 2 bar. I lokalet skal der være kraftig udsugning, og modelbyggeren skal være iført aktivt åndedrætsværn og engangshandsker.

Akrylmaling

Udviklingen inden for akrylmaling har de sidste 20 år været ganske imponerende, og i dag kan du få akrylmaling i høj kvalitet.

En af de største producenter i verden er spanske Vallejo. De laver en fantastisk god akrylmaling i et utal af farver, og malingen er både giftfri og lugtfri.

Vallejo producerer Model Color og Model Air, og de er utroligt populære. Forskellen på de to typer er, at Model Air er fortyndet fra fabrikken. Alle deres farver er matte, men ved at tilsætte Vallejo Gloss Medium kan malingen gøres mere blank.

Fra spanske Ammo er der også mange forskellige typer akrylmaling. Deres nyeste er Cobra akrylmaling, som leveres i de samme farver som de store bilmærker – fx Jaguar (British Racing Green), Porsche (Vaillant Green) eller Red Bull.

Tørretiden for akrylmaling er typisk 5-15 minutter.

Fortynder

Uanset om du bruger Model Color eller Model Air, skal malingen fortyndes yderligere, hvis du vil have et godt resultat.

Når jeg maler med Model Color, fortynder jeg malingen i forholdet 1 del maling til 3 dele hjemmelavet fortynder. Hvis det er små emner, der skal males, bruger jeg forholdet 1 del maling til 4 dele fortynder.

Der florerer desværre rygter om, at akrylmalingen kan fortyndes med vand. Bruges der vand som fortynder, fortyndes malingens binde-evne, så vand kan ikke anbefales!

Tip! Efter en del eksperimenter har jeg fundet frem til, at en hjemmelavet fortynder bestående af 50% Vallejo Airbrush Thinner og 50% Vallejo Flow Improver fungerer overraskende godt. Flow Improver gør, at dysen ikke stopper til, og at malingen flyder bedre inde i airbrush.

Primer

For at sikre et optimalt resultat, skal modellen altid grundmales (“primes”) først. Primeren hæfter på plastik, glasfiber, træ, metal, glas, tøj, sko og mange andre emner. Malingen hæfter på primeren.

Vallejo laver Primer i flere forskellige farver, hvilket er genialt. Skal modellen fx males rød, så anvend deres røde primer.

Diverse primere fra Vallejo i forskellige farver.

I de fleste situationer kan Vallejo Primer hældes ufortyndet i airbrush, hvis der anvendes en dyse på 0,4 mm eller større. Jeg bruger ofte min hjemmelavede fortynder, og der tilsættes ca. 1 del fortynder til 5 dele primer.

Tørretiden for primer er typisk 15-20 minutter.

OBS! Efter påføring af primer skal airbrush rengøres umiddelbart efter.

Inden der primes, skal modellen rengøres. Dette kan gøres med at vaske den grundigt i lunkent vand med en smule opvaskemiddel, hvorefter den afskylles og luft-tørrer.

Alternativt kan modellen aftørres med en klud, der gjort våd med Isopropylalkohol.

Lakering

Efter endt maling skal modellen lakeres.

Skal modellen blot stå til pynt på hylden, kan den almindelige Vallejo Varnish anvendes.

Skal modellen sejle, skal Vallejo Polyurethan Varnish anvendes.

Lak findes forskellig glans som Ultra Mat, Mat, Satin eller Gloss.

Jo mindre skalaforholdet er, jo mere mat skal modellen være.

En skala 1/12 model af et redningsfartøj lakeres enten med Gloss eller Satin. Et krigskib i skala 1/200 lakeres med Mat.

Modelbiler lakeres altid med Gloss.

Vallejo Varnish skal fortyndes på samme måde som malingen – 1 del Varnish til 3 dele hjemmelavet fortynder.

Male med airbrush

At male med airbrush er nemt – når man kan det. Resultatet vil altid blive flottere end maling med pensel.

At lære at male med airbrush tager ca. 2-3 timer, hvis du har en airbrush i god kvalitet og en kompressor. Brug fx en gammel model eller blot et stykke styrenplade at øve dig på med 2-3 grundfarver – fx sort, rød og blå.

Nogle modeller kan slet ikke få det ønskede udseende, med mindre de males med airbrush. Dette gælder især modeller af militær-køretøjer eller -skibe, da deres camouflage-mønster er umuligt at lave med pensel.

Model af tysk kampvogn fra Anden Verdenskrig, der er malet i camouflagemønster. Bemærk de bløde overgange mellem farverne. Disse overgange er lavet med airbrush.

Maling med akrylmaling sker med fortyndet maling og et lufttryk på ca. 1,0 – 1,1 bar og med en afstand til modellen på ca. 20 cm. Ved store modeller kan trykket hæves til ca. 1,5 bar og en afstand til modellen på ca. 30 cm.

Temperaturen i lokalet skal være ca. 18-20 grader Celcius og luftfugtigheden bør være ca. 60%.

De typiske fejl

Der er nogle fejl, som alle laver i starten:

  • Malingen er ikke fortyndet nok
  • For højt tryk på kompressoren
  • Der “tændes” for airbrush mens den peger på modellen
  • Airbrush er for langt væk fra modellen
  • Airbrush er ikke gjort ordentligt ren
  • Malingen er ikke omrørt/rystet nok

Skifte maling/farve

Skal modellen males med mere end en farve, kan der nemt skiftes farve i airbrush.

Mal med den første farve, og når dette er afsluttet, tømmes airbrush for overskydende maling ved at sprøjte den tom i en rengøringskop eller på et andet emne.

Derefter aftørres koppen, og airbrush skylles igennem ved at fylde koppen med Vallejo Airbrush Cleaner. Igen sprøjtes airbrush tom.

Kontrollér om Airbrush er ren, når den kommer ud af airbrush. Hvis ikke, så gentag processen.

Derefter hældes den nye farve i airbrush, og de første 1-2 sekunder sprøjtes der på et andet emne, hvorefter modellen kan males.

Efter modellen er malet

Når modellen er malet færdig, skal airbrush tømmes for maling. Brug samme fremgangsmåde som ved skift af farve.

Derefter adskilles airbrush jævnfør vejledningen:

  • Airbrush frigøres fra slangen
  • Hvis muligt, så skrues koppen af
  • Bagstykket på airbrush skrues af
  • Nålen løsnes og tages meget forsigtigt ud
  • Dysen skrues af

Derefter rengøres delene ved at bruges Vallejo Airbrush Cleaner. Der kan med fordel bruges Tamiya vatpinde til rengøring af dysen og indvendigt i airbrush.

Når rengøringen er afsluttet – det tager ca. 2-3 minutter – så samles airbrush igen, så den er klar.